Vores mission

Vores mission er, at vi vil være med til at forme glade og arbejdsparate hunde. Vi ser hundetræning som den ypperste form for samarbejde en hundeejer kan opnå med sin hund, og vi ved hvor specielt det kan være, når man opnår synergi med sin hund, og bare er helt enige om, hvad der skal ske.

Derfor er vores mål ikke “bare” at træne hunde, men i højere grad at træne hundetrænere. Hundetræneren skal selv have redskaberne til at lære hunden nye ting og videreudvikle på det I lærer sammen hos os, og derfor er alle vores hold og kurser målrettet at give træneren så mange konkrete værktøjer med hjem i værktøjskassen som muligt.

Vi har fire overordnede mål, som vi ønsker opfyldt for alle vores kursister:

  1. Lær at træne med din hund.
  2. Hav det sjovt med din hund.
  3. Hyg dig med din hund.
  4. Elsk den hund du har.

At blive god til at træne med sin hund, er også de fleste kursisters eget mål, når de starter på et af vores hold eller kommer til et af vores kurser. Men som vi har skrevet ovenfor, så handler det for os om mere, end at hunden lærer at sitte, dække og gå pænt – det handler om at DU lærer, hvordan du kan lære din hund disse færdigheder. Så når du derhjemme finder på, at det da kunne være sjovt hvis din hund nu, udover sit og dæk, også kunne bukke, jamen så ved du hvor du skal starte, du ved hvilke delmål du skal igennem, og du ved hvornår hunden er blevet så god til øvelsen, at du kan vise den frem.

At have det sjovt med sin hund, er også noget der er alfa omega for os. Både hunde og mennesker er meget mere motiverede for at lære og prøve nye ting, når de synes det er sjovt, og dét at have det sjovt sammen er med til at skabe en vigtig relation mellem hund og hundetræner. Derfor er leg mellem hund og træner en vigtig del af vores træning.

At hygge med sin hund er også vigtigt. Ligesåvel som man som træner skal kunne løbe rundt og lege og pjatte med sin hund, skal man også kunne tage det roligt sammen og holde pause og koble fra. Det er en stor fordel for hundetrænere, hvis de kan hjælpe deres hund til at finde ro, så hunden ikke er “på” hele tiden, men kan tage sig nogle pauser ind imellem. Det styrker indlæringen, og det er også med til at hunden ikke bliver overstimuleret.

Vores sidste punkt, at elske den hund man har, er et punkt der falder os meget nært. Mange hundeejere i dag ved ikke nok om den hunderace de anskaffer sig, og selv om de prøver at sætte sig ind i racerne på forhånd, kan det være rigtig svært at vide, hvad der egentlig menes med “energisk”, hvis man ikke har haft en energisk hund før. Derudover er alle hunde forskellige – uanset race – og man kan opleve at man står med en hund, man havde købt til at være kæle-sofa-hygger, men som overhovedet ikke gider at nusse. Derfor ser vi også mange på vores træningsplads, som har taget munden fuld, ved at anskaffe sig en hund, som faktisk ikke er helt det, de havde regnet med – og hvad gør man så?
Viden er magt, som man siger, og derfor er det vigtigt for os at hjælpe vores kursister med at forstå, hvilken hunderace de har købt, og med at lære den individuelle hund at kende og gennem træningen afdække, hvordan I sammen kan opbygge et dejligt forhold, hvor I begge elsker hinanden.

Vores træningsmetode

Hos Vappes hundeskole træner alle efter principperne for positiv forstærkning. Positiv forstærkning er en videnskabelig metode til indlæring hos dyr såvel som mennesker, og virker enormt godt, hvis man gerne vil have en hund, der er glad for at træne.

Metoden går i al sin enkelthed ud på, at belønne hunden, når den gør det vi gerne vil have den skal gøre, og ignorere alt andet den laver. Dvs. at vi faktisk slet ikke bruger ordet “fejl” i træningssituationen. Hunden kan gøre det rigtige, eller den kan gøre noget andet, men aldrig noget forkert.

Grunden til at vi ikke påpeger fejlene er, at vi jo gerne vil have at hunden tør/har lyst til at afprøve nye ting, og hvis vi giver os til at irettesætte, vil hunden langsomt blive mere nervøs over at prøve noget nyt, fordi den jo ikke har lyst til at irettesat – for hvem har det? En hund er meget nemmere at lære nye ting, hvis den har lyst til at prøve alt muligt mærkeligt af, fordi det værste der kan ske er, at der ikke sker noget, og i bedste fald får den belønning, fordi den prøver lige dét, du havde håbet den ville prøve (f.eks. at sætte sig ned).

Vores belønningsmetoder er mange og individuelle fra hund til hund – en belønning er jo kun en belønning, hvis hunden synes det er fedt at få den. Et par få eksempler på de mest klassiske belønninger er

  • Rosende ord
  • Godbidder
  • Leg med sin ejer
  • Kæl med sin ejer

Klikker

Vi opfordrer alle til at anvende klikker, når de træner hos os. En klikker er en lille dims man har om håndleddet, som man kan lave en lille klik-lyd med, lige i det split-sekund hunden gør det man gerne vil have (f.eks. lige idét den sætter sig).

Det kan nemlig være rigtig svært at nå, at stoppe en godbid eller et legetøj hurtigt nok ind i munden på hunden, til at den når at registrere at det var fordi den f.eks. satte sig. Måske den allerede har rejst sig, når man når ned til dens snude med sin godbid, og så fortæller man den jo egentlig, at det rigtige var at rejse sig op.

Klikkeren derimod har den fantastiske fordel, at du kan placere det lille klik meget præcist, og så ved hunden, at det var det jeg gjorde lige dér, da klikket lød, der var det rigtige. Et sådant klik betyder nemlig “det du gjorde lige dér, var rigtigt!”. Samtidig betyder det også “jeg skylder dig en belønning”, for klikket er ikke belønning i sig selv.